Studerende fra familier med lave indkomster fuldfører uddannelsen på et erhvervsakademi

Nyhed

De studerende fra familier med lave indkomster har større chance for at gennemføre en uddannelse på et erhvervsakademi end på et universitet. Det viser en ny rapport.

De otte erhvervsakademier er gode til social mobilitet. Eller sagt mere enkelt: Der er gode chancer for, at unge fra familier med lave indkomster gennemfører en videregående uddannelse på et erhvervsakademi.  Chancerne er i hvert fald bedre sammenlignet med unge fra samme baggrund, der går i gang med at læse på universitet.

Det konkluderer DEA i en ny undersøgelse, der er omtalt i Jyllands-Posten.

De unge fra familier med lavere indkomster falder oftere fra og gennemfører ikke en uddannelse på universitet sammenlignet med unge, der kommer fra familier med højere indkomster. Det sker, selv om de to grupper af unge har de samme karakterer.

Ifølge undersøgelsen er både erhvervsakademier og professionshøjskoler bedre til at få de unge fra familier med lave indkomster til at gennemføre en videregående uddannelse.

Seks ud af ti gennemfører

På et erhvervsakademi fuldfører 59 procent af de studerende en uddannelse, der kommer fra en familie med lavindkomst. Tallet er 54 procent for studerende, der læser en universitetsbachelor på et universitet.

Rapporten peger på, at der er flere ting, erhvervsakademier og professionshøjskoler gør for at få de unge til at gennemføre studierne.

Det er blandt andet studieforberedende kurser og mere generelle kurser i, hvordan man studerer. Flere lægger skemaerne sådan, at de unge kan se, hvornår der er undervisning, og hvornår de forventes at læse eller løse opgaver. Det hjælper unge med at strukturere dagen, og det kan være en stor hjælp, hvis de kommer fra familier, hvor der ikke er tradition for at studere.

...vi har rigtig meget fokus på, at vi skal uddanne de unge mennesker, som er lokale. Og her er der helt naturligt nogle, der kommer fra hjem, som ikke er uddannelsesvante.
Anonym repræsentant fra et erhvervsakademi...

Et andet redskab til at få de unge til at gennemføre er en tæt kobling mellem teori og praksis – og gerne meget tidligt i studiet. Det kan være ved at løse en opgave for en virksomhed eller arbejde med en sag, som den studerende brænder for.

I rapporten siger flere repræsentanter fra erhvervsakademierne er de er opmærksomme på, hvem de nye studerende er.

”Vi er et regionalt erhvervsakademi, så vi er ude i nogle af de mindre byer, så vi har rigtig meget fokus på, at vi skal uddanne de unge mennesker, som er lokale. Og her er der helt naturligt nogle, der kommer fra hjem, som ikke er uddannelsesvante. Vi skal tage højde for, at vores studerende har så forskellig baggrund, som de har”, siger en af deltagerne i undersøgelsen.

Læs undersøgelsen fra DEA https://dea.nu/i-farver/publikationer/social-mobilitet

Se statistik over uddannelserne på de otte erhvervsakademier /fakta/uddannelser-tal