Aftalen om udflytning kan føre til, at færre uddanner sig fra et erhvervsakademi

DKEA mener

To politiske aftaler betyder, at erhvervsakademierne i de store byer står til at skulle reducere optaget af studerende med 20 procent.

Undervisning

Det ser ud til, at erhvervsakademierne i de store byer samlet set skal reducere deres optag med 20 procent i forhold til 2021. Det er resultatet, nu hvor de sidste detaljer er på plads i aftalen om udflytning af videregående uddannelser.

De 20 procent skyldes to politiske aftaler om henholdsvis lukning af de engelsksprogede uddannelser og udflytning af uddannelser. Erhvervsakademierne fra de store byer har i institutionsplanerne meldt en række ønsker ind om at tage hensyn til både efterspørgsel, geografi eller uddannelsesudbud.

”De ønsker ser ikke ud til at være imødekommet. Og det undrer naturligvis, når vi kan se, at der er taget hensyn til lige præcis efterspørgsel, udbud og geografi i andre sektorer med sammenlignelige uddannelser,” siger Charlotte Lundblad og Niels Egelund i en kommentar til den politiske aftale om at flytte uddannelser ud af de store byer.

Charlotte er formand for bestyrelsen og Niels for rektorkollegiet i Danske Erhvervsakademier.  

Til sammenligning skal der i gennemsnit flyttes eller lukkes 6,4 procent af pladserne i de største byer på tværs af de videregående uddannelser. Erhvervsakademierne er derfor dem, der relativt bidrager mest til opfyldningen af de to aftaler. I alt skal hele den videregående sektor flytte eller lukke 4.350 pladser i de største byer.

De unge følger med - håber vi

Aftalen bygger på en præmis om, at de unge automatisk vil søge hen til de byer med mulighed for uddannelse. Den politiske aftale betyder, at der kommer op mod 110 nye uddannelsesudbud.

”Vi håber, at de unge flytter med. Men vi er bekymrede for, om vi om få år ender med at have færre, der tager en af vores uddannelser, som især de små og mellemstore virksomheder efterspørger. Vi er ikke sikre på, om vi fremover kan forsyne arbejdsmarkedet i hele landet”, siger Charlotte Lundblad og Niels Egelund.

Der er sat lidt flere penge af til at betale for at flytte uddannelser ud, end der var lagt op til i det oprindelige udspil. Det er dog ikke klart, hvilke principper pengene er fordelt efter.

Med den endelige aftale er der blevet åbnet for, at optaget i de store byer kan justeres, når behovene på arbejdsmarkedet udvikler sig.

”Vi er blevet lyttet til i det her spørgsmål, og vi er tilfredse med at politikerne vil være med til at sikre, at vi kan oprette de uddannelser, virksomhederne efterspørger. Erhvervsakademierne har tradition for en god og tæt dialog med virksomhederne om uddannelser, og vi ved, hvor vigtigt det er at justere og tilpasse”, siger Charlotte Lundblad og Niels Egelund.

Erhvervsakademierne vil spille konstruktivt ind med forslag til politikernes halvårlige møder, hvor de følger op på aftalen om at flytte uddannelser.

Se aftalen om udflytning af uddannelser