Studenter skal have værktøj mellem hænderne

Nyhed

En række erhvervsakademier fik i år mulighed for at tilbyde studenterne fire ugers værkstedsundervisning inden studiestart – og det var fantastisk.

Debatindlæg af Lone Engberg Thomsen, forbundsformand for Teknisk Landsforbund, og Charlotte Lundblad, formand for Danske Erhvervsakademiers bestyrelse. Bragt i Jyllandsposten den 12. oktober 2019.

Det kan være hårdt at starte på en teknisk uddannelse på et af landets otte erhvervsakademier, hvis du kommer med en studenterhue på hovedet og ikke kender til følelsen af værktøj mellem hænderne. Eller som automationsteknologstuderende Anders Bonde Mikkelsen fra Erhvervsakademi Dania formulerer det. ”Jeg har engelsk på A-niveau, men det kan jeg ikke bruge, når en eltavle skal samles.”

Når det gælder teknik og praktisk erfaring har de studerende med en erhvervsuddannelse et forspring i forhold til studenterne. De kommer med en teknisk baggrund, de klarer sig godt og kommer i job efter studierne.

Derfor var det fantastisk, at en række erhvervsakademier i år fik mulighed for at tilbyde studenterne fire ugers værkstedsundervisning inden studiestart – et såkaldt praktikum.

Værkstedsundervisningen har givet studenterne en praktisk start på studielivet. De har haft værktøj mellem hænderne og fået en faglig ballast, der vil komme dem til gode resten af studietiden. I første omgang er værkstedsundervisningen en treårig forsøgsordning for de, der vil læse til automationsteknolog, energiteknolog eller driftsteknolog offshore.

Men står det til os, er sagen klar. Ordningen bør udvides og gøres permanent. Forhåbentlig vil værkstedsundervisningen betyde, at vi nu får mindsket det store frafald blandt studenter på de tre tekniske uddannelser. For læringskurven for unge med gymnasiebaggrund er stejl. Og for nogen desværre også for stejl.

Du lærer ikke meget om skruetrækkere og skævbidere på gymnasiet. Værkstedsundervisning vil gøre studerende uden en teknisk baggrund bedre rustet til at gennemføre studiet og til efterfølgende at få et job.

Og det har vi som samfund brug for. Især når de gælder de tekniske og naturvidenskabelige STEM-uddannelser. Men for at få at flere unge til at tage tekniske uddannelser, er vi simpelthen nødt til at blive bedre til at tage højde for, at de unge kommer med vidt forskellige baggrunde.

Siden erhvervsakademierne blev dannet for godt 10 år siden, har de været en succes. Optaget af studerende er vokset massivt og flere og flere studenter vælger en erhvervsakademiuddannelse efter gymnasiet.

På de tekniske uddannelser kommer godt halvdelen med en studentereksamen, mens den anden halvdel har taget en erhvervsuddannelse. Derfor er der brug for en særlig indsats som værkstedsundervisning over for de mange studenter. For på især de tekniske uddannelser er det ikke nok at have Danmarks mest populære hue på hovedet.

I første omgang er vi glade for den forsøgsordning, der startede i år. Men vi så gerne, at værkstedsundervisningen ikke bare blev gjort permanent, men også udvidet og forlænget.

Det er oplagt at udvide ordningen til også at gælde uddannelser som produktionsteknolog og byggekoordinator.

Og så er det oplagt at se på, om ordningen kan udvides fra de nuværende fire uger. For det er stadig begrænset, hvad du kan nå at få i hænderne på en måned. Ved at indføre et semester særligt for studenter, vil man forhåbentligt kunne mindske frafaldet markant, ruste de studerende til det kommende studie og i sidste ende få flere i job.

Vi har som samfund brug for, at flere vælger en teknisk uddannelse. Vi ved også, at hver 10. student aldrig får læst videre. Værkstedsundervisning kan være et skridt på vejen til at knække den kurve. Samtidig vil det være et signal om, at vi vægter praktiske færdigheder højt.

Og ikke mindst vil det betyde, at vi rækker hånden ud til unge mennesker, der har lysten og viljen, men også har brug for en praktisk start på studiet.

Eller som automationsteknologstuderende Anders Bonde Mikkelsen siger: ”Var jeg kommet direkte ind og startet på det her niveau, vi er på i dag, så havde jeg fundet på noget andet at lave. Jeg havde tænkt, at det her har jeg ingen chance for at lære og var droppet ud”.