Udenlandske studerende skaber værdi for Danmark

DKEA mener

Danske Erhvervsakademier mener, at udenlandske studerende skaber stor værdi for både det danske samfund og uddannelserne. Danske Erhvervsakademier mener ikke, at andelen af udenlandske studerende udgør et problem, men ser gerne, at Regeringen finder en løsning på, hvordan man kan sænke udgifterne til SU til udenlandske studerende uden at give køb på optaget.

Erhvervsakademierne har længe udbudt engelsksprogede uddannelser for at imødekomme behovet for veluddannede medarbejdere et internationalt udsyn og gode sproglige kompetence til især det private erhvervsliv. Også før EU-dommen fra februar 2013, der giver EU-borgere ret til SU, optog erhvervsakademierne højt kvalificerede udenlandske studerende. Der er således kun godkendt én ny uddannelse på engelsk efter dommen.

Værdi for samfundet

De udenlandske studerende er højt kvalificerede og bidrager til samfundsøkonomien både under og efter uddannelse. Selvom de modtager SU, betaler de skat af både SU’en og deres indtægt fra erhvervsarbejde ligesom de på lige fod med danske studerende stimulerer den indenlandske efterspørgsel via deres forbrug. Flere undersøgelser viser således også, at udenlandske studerende tjener udgiften hjem i løbet af kort tid.

Værdi for uddannelserne

Ikke alle danske studerende på erhvervsakademierne har mulighed for at tage studieophold i udlandet. Erhvervsakademierne arbejder derfor strategisk med ”internationalization at home”, hvor de indgår i et internationalt studiemiljø og på den måde tilegner sig internationale kompetencer.

De engelsksprogede uddannelser er desuden forudsætningen for at indgå i EU’s udvekslingsprogrammer og stimulere udvekslingsophold både til og fra Danmark.

Fastholdelse af udenlandske studerende

Erhvervsakademierne arbejder alle strategisk med at fastholde de udenlandske studerende på det danske arbejdsmarked blandt andet ved at indgå samarbejde og aftaler med det lokale erhvervsliv om praktikpladser, mentorordninger og lignende. Desværre indsamler ministeriet og Danmarks Statistik ikke data, som muliggør undersøgelser af de udenlandske studerendes erhvervsfrekvens i Danmark efter endt uddannelse