Analyse: Overgang fra studie til job

Dimittender fra erhvervsakademierne kommer hurtigt ud på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse både fra de korte erhvervsakademiuddannelser og de lidt længere professionsbacheloruddannelser.

Erhvervsakademiernes dimittender oplever mindst hyppigt en svær overgang mellem uddannelse og arbejdsmarked sammenlignet med de øvrige videregående uddannelsessektorer.

Deres syn på uddannelserne peger alligevel på forbedringspotentialer, når det kommer til at føle sig rustet til arbejdsmarkedet; ikke mindst på udvalgte faglige områder af erhvervsakademiuddannelserne.

I denne analyse går vi et spadestik dybere og undersøger dimittendernes eget syn på overgangen mellem studie og job via besvarelser fra Danmarks Studieundersøgelse 2023, hvor vi sammenligner erhvervsakademierne med øvrige videregående uddannelsessektorer og ser på betydningen af køn, alder og faglige område, herunder forskelle i dimittendbeskæftigelsen som mulig forklaring på deres oplevelse af overgangen til arbejdsmarkedet.

Baggrund for analysen 

I analysen tages der udgangspunkt i dimittender fra erhvervsakademiernes oplevelse af overgangen fra studie til arbejdsmarked.

Dele af analysen zoomer ind på forskelle mellem dimittendernes oplevelser afhængigt af, hvilken institutionstype de har studeret på (erhvervsakademi, professionshøjskole eller universitet), mens andre dele af analysen har uddannelsesniveauet som omdrejningspunkt.

Data kommer fra Uddannelses- og Forskningsministeriets Datavarehus og fra Danmarks Studieundersøgelse 2023, hvor de studerende/dimittenderne svarer på spørgsmål om overgangen til arbejdslivet.