Erhvervsakademierne præsenterer den nyeste viden om finans

Nyhed

Den 2. og 3. marts afholder erhvervsakademierne Finanskonference 2017 med temaet “Fremtidens finansielle sektor – forsknings- og udviklingstendenser”. EU-kommissær for konkurrence Margrethe Vestager og en række andre danske og udenlandske talere deltager.

Studerende på Cphbusiness
Erhvervsakademierne giver indblik i de seneste forsknings- og udviklingstendenser i den finansielle sektor.

– Margrethe Vestager er et klart scoop, og vi samler nogle af de fremmeste danske og udenlandske forskere inden for det finansielle område, som vil give os et unikt indblik i den nyeste forskning, siger videncenterchef Peter Frederiksen fra FinansVidenCenter.

Ud over Margrethe Vestager kommer blandt andre professor i finansiering ved CBS Jesper Rangvid og Steve Brown, der er tidligere præsident for den amerikanske brancheorganisation National Association of Realtors – Dansk Ejendomsmæglerforenings søsterorganisation – som har mere end 1,1 millioner medlemmer.

– Med de navne kan vi kun have store forventninger. Jeg glæder mig meget til at høre om, hvad forskningen fortæller os om fremtiden inden for emnerne finans og samfund, digitalisering og ejendomsområdet, fortæller Peter Frederiksen.

Skaber værdi for undervisere, studerende og finansbranchen

På finanskonferencen – hvor 190 undervisere fra erhvervsakademiernes finansielle uddannelser og gæster fra brancheforeninger deltager – taler blandt andre direktører fra erhvervslivet og Institut for Fremtidsforskning og professorer og lektorer fra universiteter i Danmark og Tyskland.

– Vores kolleger, de studerende og finanssektoren får stor værdi ud af, at vi som undervisere har den nyeste viden om den finansielle sektor, siger lektor Dorthe Sejling fra erhvervsakademiet Copenhagen Business Academy (Cphbusiness).

– På erhvervsakademierne baserer vi vores uddannelser på den seneste forskning. Det kan vi ikke opnå på mere fornem vis end ved at få de bedste forskere til at fortælle os, hvad forskningen peger på, så vores uddannelser afspejler den udvikling, fortæller videncenterchef Peter Frederiksen.

Det nyeste viden om finanssektoren er essentiel for erhvervsakademierne, siger Dorthe Sejling.

– Virksomhederne er glade for vores dimittender, fordi vores uddannelser er praksisnære og fagligt relevante. Det opnår vi kun gennem konstant dialog med erhvervslivet og ved at sørge for, at vores medarbejdere efter- og videreuddanner sig, så de hele tiden har den nyeste viden, fortæller hun.

Fakta

Finanskonferencen finder sted på hotel Park Inn by Radisson i København torsdag den 2. og fredag den 3. marts 2017.

FinansVidenCenter er etableret af Erhvervsakademiet Lillebælt, Erhvervsakademi Aarhus og Cphbusiness og udvikler og leverer kursusaktiviteter til de finansielle virksomheder baseret på offentligt anerkendte uddannelser.