Grønne aftryk, Case 7

Fra verdensmål til hverdagsmål: Når bygningskonstruktører tænker bæredygtigt

Bygningskonstruktører har stor indflydelse på de valg, der bliver taget i byggebranchen. Så hvis branchen skal være mere bæredygtig, er der brug for bygningskonstruktører, der kan tænke grønt. Det bliver de gjort klar til på Zealand – Sjællands Erhvervsakademi blandt andet med valgfaget Cirkulær økonomi.

To bygningskonstruktører sidder ved pc og arbejder

For de nye generationer er det naturligt, at bæredygtige løsninger er attraktive, lyder det fra Mikkel Steenberg, der er akademichef for Zealand i Næstved.

Erhvervsakademiet Zealand har en overordnet strategi, som kan sammenfattes i mottoet ’Fra verdensmål til  hverdagsmål’.

Erhvervsakademiet forsøger at gøre FN’s verdensmål til virkelighed i stort og småt. Det kommer til udtryk i alt fra store forskningsprojekter om bæredygtige bymiljøer til at udskifte plastikvandflasker med kander med postevand på campus.
Valgfaget Cirkulær økonomi på bygningskonstruktøruddannelsen er også en del af strategien, fortæller Mikkel Steenberg, der er akademichef for Zealand i Næstved.

”Med valgfaget bliver de studerende sat i stand til at tænke totaløkonomisk og blandt andet lave livscyklusanalyser, som både tager højde for et byggeris økonomi og bæredygtighed. De studerende lærer også om genanvendelige byggematerialer og at lave prognoser for, hvor lang tid en bygning kan leve,” forklarer han.

De har den grønne nøgle

Og der er god grund til at tænke bæredygtigt på bygningskonstruktøruddannelsen. De kommende bygningskonstruktører har en nøglerolle, hvis vi ønsker et grønnere og mere bæredygtigt byggeri i Danmark, og deres valg påvirker os allesammen.

”Bygningskonstruktørerne er centrale i byggebranchen, fordi de både er rådgivere for bygherrerne, leder processer og har ansvar for kvaliteten i byggeriet. Deres valg spiller en stor rolle for, at Danmark kan blive CO2-neutralt i 2050,” siger Mikkel Steenberg.

Med valgfaget bliver de studerende klædt på til opgaven.

De kommer med ny tankegang

For bæredygtighed i byggeriet er en tankegang, der skal tænkes ind fra den første streg, man sætter på papiret, pointerer Mikkel Steenberg.

”De nye generationer har et helt andet fokus på bæredygtighed. For dem er det naturligt, at bæredygtige løsninger er attraktive. Derfor kan de kommende bygningskonstruktører få en rolle som ambassadører for bæredygtighed i byggebranchen,” siger Mikkel Steenberg.

Han arbejder sammen med de øvrige afdelinger på, at den cirkulære tankegang bliver integreret på alle erhvervsakademiets uddannelser.