Grønne aftryk, Case 3

"Min generation vil finde bæredygtige løsninger til modebranchen"

Modeindustrien sætter et tungt aftryk på verdens miljø- og klimaregnskab. Med Youth Fashion Summit kobler KEA Københavns Erhvervsakademi ambitiøse studerende fra hele verden med modebranchen for at finde bæredygtige løsninger til branchen.

En gruppe studerende ved Youth  Fashion Summit

Studerende fra 36 nationer kom med bud, hvordan mode-branchen kan leve op til FN's verdensmål.

Der stod over 100 unge studerende med 36 forskellige nationaliteter fra 64 uddannelsesinstitutioner i hele verden på scenen til modeugen i København i 2019.

Én for én trådte deres talspersoner frem og kom med håndgribelige bud på, hvad modeindustrien skal gøre for at leve op til FN’s verdensmål frem mod 2030.

Præsentationen var kulminationen på Youth Fashion Summit, som KEA Københavns Erhvervsakademi er primus motor for. Og for de studerende var det frugten af  mange timers workshoparbejde, idégenerering og møder på tværs af fagligheder og kulturer.

”Hvis vi skal lykkes med at  gøre modeindustrien bæredygtig, er det her vejen: Samarbejde på tværs af sektorer, fagligheder og landegrænser,” siger  Alicja Jordan, som var en af de deltagende studerende.

Bæredygtighed er den eneste vej for modebranchen

Alicja Jordan er uddannet i design og business fra KEA og Malmø Universitet. For hende er bæredygtighed i  modeindustrien er ikke bare en mulig vej og karrierevej, men den eneste vej.

portræt af Alicja Jordan
Alicja Jordan var med til tale om bæredygtig mode til Youth Fashion Summit.

”Modeindustrien sætter et meget stort aftryk på både verdens miljø, forbrug og vores sundhed. Der er brug for at bringe sektoren på et mere bæredygtigt spor. Min generation vil finde bæredygtige løsninger til modebranchen, og vi har viden og uddannelse til at arbejde professionelt med bæredygtighed, verdensmål og klima,” forklarer hun.

Ansvar fra tråd til butikshylde

Under Youth Fashion Summit arbejdede Alicja med studerende fra hele verden med andre fagligheder end hendes egen. Sammen kiggede de på, hvordan modebranchen kan tage mere ansvar for at skabe en bæredygtig forsyningskæde og også tage ansvar for at fremme ligestilling for eksempel på de fabrikker, der producerer tekstiler.

”Branchen har selv et  ansvar for at tage bæredygtige valg og skabe langt mere gennemsigtighed i forsyningskæderne. Som virksomhed må  man tage ansvar for sin produktion fra design til færdigt produkt. Og så er der brug for at skabe lovgivning, som industrien skal leve op til, ligesom forbrugerne har stor indflydelse ved at efterspørge bæredygtige produkter,” siger Alicja Jordan.

I dag er hun færdig med sin uddannelse og ansat som bæredygtighedskoordinator hos modevirksomheden Ganni og gør dermed sit for at gøre visionerne fra Youth Fashion Summit til virkelighed.